Find din billige skiferie her
Ændre børns alder
Du kan også kontakte os på +45 97 325 325

Find den bedste skijakke til din skiferie

fredag d. 27. januar 2017

Skiferietip.dk's Troels Kjems samler op på de erfaringer han og de øvrige testpersoner har gjort sig undervejs i deres store og omfattende skijakketest. 

 

Find prisen på testvinderen her | Se alle testresultaterne

 

Du bliver gladest for en skaljakke

Inden du anskaffer dig en skijakke, skal du vælge om din nye skijakke skal være en tynd skaljakke eller en tykkere skijakke med for. 

  • En tynd skaljakke er klart at foretrække, da den giver dig bedre muligheder for at tilpasse dit skitøj til dagens vejrudsigt og dit aktivitetsniveau.
  • Når det er koldt, tager du varmt skiundertøj (eksempelvis merinould) og et tykt isolerende mellemlag (eksempelvis fleece) på under skaljakken.
  • Når det er varmt, kan du nøjes med tyndt skiundertøj og et tyndt mellemlag inde under skaljakken. Hvis din skijakke har fast for, er det sværere at holde kropstemperaturen på det optimale niveau. Ofte bliver du først varm og svedig og dernæst kold og våd. 

Desuden afslører vores test af skijakker også, at skaljakker generelt har en højere kvalitet end skijakker med for.

Hvis du i mange år har stået på ski i en foret skijakke og er fint tilfreds med det, vil jeg alligevel opfordre dig til at forsøge at låne dig frem til en skaljakke i mindst et par dage. 

Da vi testede skijakker i vinters, måtte flere af vores testpersoner tvinges til også at teste skaljakker. De havde altid stået på ski i forede skijakker og var fint tilfredse med det. Efter at have testet skaljakker, er deres forede skijakker sendt på pension.


Sådan finder du en god skijakke

Her kan du læse hvilke ting, du bør være ekstra opmærksom på, når du er på jagt efter en ny skijakke. 

 - Vælg en vandtæt og vindtæt membran

En skijakkes membran er populært sagt det “skjold”, der både skal beskytte din krop mod vind og vejr og samtidig tillade din krop at ånde. 

Der findes mange forskellige mærker og typer af membraner.

Den mest kendte membran til skijakker er GORE-TEX®, men der findes et virvar af andre gode og mindre gode membraner, eksempelvis DryVent™, RIDEdry20, Helly Tech® Professional, Dermizax, HiPe, Advanced Skin DRY og Siberium 2L Stretch. 

Der er ofte en sammenhæng mellem pris og kvalitet. De bedste skijakker er syet med den dyreste membran og koster derfor ofte mest. 

Når du kigger på skijakker, kan du bruge membranens vandtæthed (måles i "mm") og åndbarhed (måles i "g/m2") som en indikator for jakkens kvalitet. Jo højere tal, desto bedre. 

Visse producenter (bl.a. Peak Performance og Norrøna) angiver åndbarheden i måleenheden “RET”. Her gælder det omvendte. Jo lavere tal, desto bedre. 

En god skijakke har som minimum 10.000 mm i vandtæthed og enten mindst 10.000 g/m2 eller højest 9 RET i åndbarhed.

Tallene kan dog ikke stå alene.

For det første er tallene baseret på producenternes egne oplysninger. 

For det andet gælder tallet kun for selve membranen og ikke for hele jakken.

En tynd “liner” på indersiden af skallen eller isolerende for kan ændre jakkens reelle åndbarhed markant.

 

- Skijakker har (næsten) aldrig lommer nok

Tjek også antallet, størrelsen og placeringen af lommer på skijakken.                 

Du har ofte brug for god plads til opbevaring af dit udstyr (eksempelvis mobiltelefon, solcreme, pistekort, penge, sygesikringskort, handsker, skibriller, GoPro grej samt diverse mad og drikke). 

Du kan næsten aldrig få for mange og for store lommer. 

Hvis du ofte kører på ski med rygsæk, er det vigtigt at jakkens lommer ikke sidder præcis samme sted som skirygsækkens stropper.

En god skijakke har også en lille lomme til liftkortet nederst på venstre jakkeærme, så du nemt kan scanne liftkortet, når du skal op med skiliften.

 

- Vær opmærksom på pasform og længde

Vores test af skijakker afslørede, at der er stor forskel på pasforme og størrelser på skijakker. 

Nogle jakker sidder tæt, mange jakker er “regular” i størrelsen og andre har et mere “loose” fit. 

Det er derfor muligt at finde en god skijakke, næsten uanset om du er høj eller lav og tyk eller tynd. 

Der er også ret store forskelle på jakkernes længder.

Nogle jakker, eksempelvis Salomon Brilliant, er ret korte og slutter omkring hoften.

Andre jakker (eksempelvis testvinderen Peak Performance Heli Alpine) er lange, og slutter et stykke nede på låret.

Endelig er der også forskel på de generelle størrelsesangivelser.

Jakkerne fra Peak Performance, Norrøna, Helly Hansen og Salomon var almindelige i størrelsen, mens skijakkerne fra The North Face og KJUS var           større end gennemsnittet.

Modsat var den forede testvinder fra DIEL mindst et halvt nummer mindre end gennemsnittet. 

 

- Hold øje med kvaliteten af lynlåse og syninger

Den hyppigste “dødsårsag” blandt skijakker er defekte lynlåse eller syninger. 

Det er derfor vigtigt at kaste et ekstra blik på kvaliteten af lynlåse og syninger, inden du køber din nye skijakke. 

Lynlåsene skal være vandtætte og bør være udstyret med store praktiske greb, som du nemt kan betjene med skihandsker på. Hvis du er grundig, bør du derfor prøve skijakken iført skihandsker.

Vandtætte lynlåse er ofte lidt strammere end lynlåse, der ikke er vandtætte. Til gengæld undgår du sjap i lommerne. 

På de bedste skijakker er alle syninger tapede. De næsten usynlige tapestrimler tætner de huller som symaskinen laver i stoffet, når din jakke bliver syet. 

De lidt billigere skijakker har ofte kun tapede sømme på de mest udsatte områder, eksempelvis skuldre og jakkefront. 

 

- Andre kendetegn ved gode skijakker

Når snestormen raser, kan det være praktisk at kunne trække skijakkens hætte ud over din skihjelm. 

Af de 12 testede skijakker har kun 5 af skijakkerne hætter, der nogenlunde komfortabelt kan trækkes op over din skihjelm. 

Undersøg også hvor nemt og tæt jakkens hætte kan strammes til.

Nogle hætter kan strammes og løsnes med en enkelt hånd, mens andre hætters snore kun kan betjenes med to hænder.

Under jakkens ærmer bør der være ventilationsåbninger med lynlåse, som kan åbnes og give ekstra ventilation på en varm dag.

Ved dine håndled bør skijakkernes ærmer være udstyret med manchetter og velcrobånd, så du nemt kan holde vind og sne ude.

Tjek især kvaliteten af manchetterne. Nogle manchetter er ikke behagelige for tommelfingre og håndled.

Farver og design er i høj grad en smagssag, men overvej at vælge en ensfarvet jakke. Det gør det nemmere for dig at kombinere skitøj og finde et par matchende skibukser.

 

Hvilken skijakke er så bedst?

Det var svær opgave at udpege en testvinder blandt de mange gode skijakker, som blev testet ude på bjerget i vinteren 2015/2016. Efter mange timers test i både sol, sne og regn har vi dog fundet en testvinder, nemlig skaljakken Heli Alpine fra Peak Performance. 

Se pris på Peak Performance Heli Alpine på butik.hojmark.dk

Se vores vurdering af Peak Performance Heli Alpine på skiferietips.dk


Se alle testresultater og læs mere om hvordan vi har testet skijakker på skiferietips.dk


Kommentarer
+45 97 325 325 Min billet
Skiferie - Højmark Rejser